Baggrund

Osteoporose - eller knogleskørhed - er en sygdom, der svækker knoglernes styrke. Fælles for alle mennesker er, at mængden af knoglevæv nedsættes med alderen, men for nogle går dette hurtigere end for andre. Dette ph.d.-projekt har som mål at udvikle en telemedicinsk løsning til disse mennesker, som gør dem uafhængige og selvhjulpne i eget hjem.

40,8 % af alle kvinder og 17,7 % af alle mænd over 50 år har knogleskørhed, svarende til 537.940 danskere.

Projektets fokusgruppe er patienter som er indlagt og behandlet for osteoporotisk hoftefraktur, idet hoftefraktur er den almindeligste årsag til indlæggelse på en ortopædkirurgisk afdeling.

Når patienterne udskrives efter accelererede forløb, hvilke behov har de da for at kunne håndtere den situation, de står i? Hvordan sikres deres tryghed i forbindelse med udskrivelsen? Hvordan understøttes deres handlekraft i behandlingsforløbet, som fortsætter i patientens eget hjem, hvor meget er overladt til den enkelte selv? Hvilken telemedicinsk løsning kan kvalificere dette forløb - også i forhold til forebyggelse af nye brud?

Grunden til, at dette studie er så aktuelt er, at den alderskorrigerede hyppighed af osteoporotiske frakturer er stadigt stigende - først og fremmest på grund af den stigende ældrebefolkning. Samtidig er der en stigende forventning om, at patienter vil og skal inddrages i deres eget behandlingsforløb. Teknologi har allerede vist sig at være et effektivt redskab til at understøtte kommunikation og samarbejdet mellem borgere, patienter og sundhedsprofessionelle med henblik på at understøtte deres egenomsorg, forebygge indlæggelser og unødvendige kontakter til sygehusvæsenet.

Omkostningerne i forbindelse med et osteoporotisk knoglebrud er store - både for patienten, i form af funktionsevnetab og smerter, samt for de pårørende og for samfundet i et sundhedsøkonomisk perspektiv. Når alle omkostninger inkluderes, viser beregningerne, at en mand med knogleskørhed i gennemsnit koster 540.000 kroner og kvinder tilsvarende 520.000 kroner. Studie viser, at de samlede omkostninger ved osteoporotiske frakturer i Danmark blev anslået til 1.563 millioner EUR i 2011. Den dyreste fraktur for begge køn var hoftebrud. Ca. 30 % af de patienter, der har oplevet et hoftebrud, bliver afhængig af hjælp fra andre. Samtidig viser rapport om forebyggelse, sikkerhed og sammenhæng for patienter med hoftebrud, at alle de interviewede patienter har haft flere fald før, de blev indlagt med brud, men ingen af dem oplever sig som "én der går og falder". Det giver en særlig udfordring i forhold til den forebyggende indsats, idet man dermed ikke vil være tilbøjelig til at tage imod tilbud, der specifikt retter sig mod denne indsats.

I studiet benyttes Participatory Design som overordnet metodedesign. Som navnet antyder, vægtes deltagelsen - altså inddragelse af og samarbejdet med brugerne, når der skal udvikles, anvendes og evalueres på nye måder at kommunikere og organisere sig på i forhold til at tilbyde sundhedsservices ved hjælp af teknologi. Participatory Design(herefter PD) har rødder i aktionsforskningen, men har altid et teknologisk og organisatorisk udgangspunkt. PD har gennem de seneste 6 - 8 år vundet indpas i sundhedsvidenskabelig forskning.

Vision og formål
Projektet fokuserer først på at identificere patientens behov: hvad giver tryghed i forbindelse med udskrivelsen efter hoftebruddet og hvad kan støtte patienten til egenomsorg og fremme handlekraft og empowerment i det liv, de nu skal til at leve efter et hoftebrud. Dernæst er målet i samarbejde med alle interessenter/brugere at designe, udvikle og teste en sundhedsteknologisk løsning som kan medvirke til at dække disse behov.  

Forventede resultater

Danmark står midt i en omstrukturering af sundhedsvæsenet, som udmønter sig, når de nye sygehuse står færdige inden for 5-10 år. Dimensioneringen af de nye sygehuse i 2020 tager udgangspunkt i at 70-80 % af de akutte patienter bliver færdigbehandlet i de nye FAM afdelinger. Der forventes samtidig en reduktion i den gennemsnitlige liggetid på ca. 34 % hvilket samlet set fører til en reduktion i sengemassen på ca. 20 % i forhold til i dag. De korte ophold på sygehusene vil formentlig sætte øget pres på de øvrige sundhedsudøvere, som kommunerne, de praktiserende læger, rehabiliteringsteams mm. Det vil formentlig ligeledes sætte pres på patienternes eget netværk - især de nærmeste pårørende.

Designet i dette projekt lægger op til udvikling af medicinsk teknologi i et tæt samarbejde med brugerne (patient, pårørende og sundhedsprofessionelle fra primær og sekundær sektor). I slutningen af projektet vil der være udviklet teknologi til at optimere anvendelsen af sundhedsvæsnets ydelser samt fremme patienternes egen medvirken samt motivation for at tage ansvar for deres egen tilstand efter et brud som følge af osteoporose - men også i forhold til forebyggelse af nye brud. Designet lægger op til løbende tværsektoriel implementering. Dermed vil de udfordringer der typisk ses i forhold til implementering af teknologi løses undervejs i tæt samarbejde med brugere og involverede organisationer i sundhedsvæsenet.