28. September 2016
Farvestrålende dioder blinker insisterende og fortæller, hvilken
flise fødderne skal træde på næste gang. Og fødderne bevæger sig
lystigt på jagt efter den næste farve. På Vennerslund dagcenter i
Gentofte Kommune er genoptræning i ældrecenteret blevet en sjov
leg.
- Vi griner meget, og har det sjovt, siger Lise Olsen, der
træner på de såkaldte Moto fliser.
Gentofte Kommune er en af fem danske kommuner, som i dag har
implementeret de interaktive fliser i daglig brug, som del af deres
genoptræningstilbud. Fliserne har forbedret de ældres balance med
150 procent og deres styrke i benene med 22 procent. Og hele ni ud
af ti ældre synes ligesom Lise Olsen, at træning på fliserne er
sjov. Det gør, at de træner hårdere, end de ellers ville. Allerede
efter få træningsgange ses en markant forbedring af både styrke og
balance, og de ældre kan overraskende hurtigt slippe stok og
rollator og blive mere selvhjulpne i hverdagen.
- Jeg har været fuldstændig lammet, og min krop, den er kommet
op at stå igen, siger Bente Løvhøj, der ligesom Lise Olsen træner
på Vennerslund dagcenter i Gentofte.
Se også videoen
Dansefliser skaber bedre balance for ældre
10 års forskning
Fliserne er udviklet på Center for Playware ved Danmarks
Tekniske Universitet (DTU). De måler 30 x 30 cm og klikkes sammen
som et puslespil. De styres via en tablet, der indeholder et bredt
udvalg af spil, som får fliserne til at lyse op i bestemte mønster,
hvor den ældre så flytter fødderne fra flise til flise. De
overraskende positive resultater med velfærdsteknologien er
dokumenteret i en ny ph.d. afhandling, som viser, at træning med
Moto fliserne ikke alene giver de ældre bedre mobilitet, de styrker
også deres hukommelse.
- Jeg er enormt glad for, at vi er kommet til det her punkt. Vi
har brugt ti år på at udvikle forskellige prototyper af de her
fliser, der skaber sådan nogle gode resultater, siger professor
Henrik Hautop Lund, Center for Playware på DTU.
Moto fliserne indgår også i et projekt under Patient@home, der
undersøger om velfærdsteknologier skabt til genoptræning og
forebyggelse i hospitalernes kontrollerede omgivelser kan flyttes
ud i ukontrollerede miljøer i plejesektoren og borgernes egne hjem.
Og resultaterne fra de foreløbige test af Moto fliserne i
kommunerne peger i positiv retning.
- Det er en helt fantastisk effekt, der er blevet påvist og
dokumenteret ved brugen af Moto fliserne, hvorfor det vil være
interessant at benytte denne danske velfærdsteknologi i en lang
række ældreinstitutioner og træningscentre. Brugen af Moto fliserne
fører til forbedringer i førlighed og funktionsevner,
og dermed vil de kunne forebygge faldulykker, fysisk inaktivitet og
forflyttelse til plejehjem, siger Henrik Hautop Lund.
Farvel til faldulykker
I Gentofte Kommune, der har været med i udviklingen af de
interaktive fliser, er det ønsket om at undgå faldulykker blandt
kommunens ældre, der har været drivkraften. Faldulykker betyder
nemlig både forringet livskvalitet for de ældre og millionstore
udgifter for kommunen hvert år. Alene i 2011 havde de +65 årige
borgere i Gentofte Kommune tilsammen over 5000 fald, hvoraf 51 gav
hoftebrud. Det kostede samfundet mere end ti millioner kroner,
hvoraf Gentofte Kommune stod for cirka 4,4 millioner kroner af
udgifterne.
- Hvis vi skal ændre på udfordringerne med faldulykker, så
bliver vi nødt til at finde på noget andet, end det vi har gjort,
og det her er en af mulighederne, siger Torben H.D. Petersen,
forebyggelseschef i Gentofte Kommune.
Den sjove træning kan spare kommunerne millioner af kroner,
fordi de ældre bliver mere selvhjulpne og for eksempel undgår
overflytning til plejehjem, der koster samfundet 30.000 kr. om
måneden.
Se videoen
Dansefliser med dyrelyde får ældre til at smide rollatoren
Moto fliserne produceres og leveres af firmaet Entertainment Robotics. Brochuren om
Moto fliserne kan du finde her